Surrealisme på vendsysselsk

Af Tom Jørgensen

Ser man på inspirationen til Danny Heinrichts malerier, finder man dem dels hos nederlandske landskabsmalere fra 1600-tallet som Meindert Hobbema og Jan van Goyen, dels i den danske guldalder, først og fremmest Johan Thomas Lundbye. Dennes panoramiske skildringer af den danske natur med en høj horisont, spredte trægrupper, bølgende marker og ofte dramatiske skyformationer går igen hos hans nulevende danske kollega. En tredje inspirationskilde er den tyske romantiske kunstner Caspar David Friedrich, hvis ”Munken ved havet” fra 1808-10 ligger til grund for Heinrichts ”Blue Monk by the Sea”.

Det kræver imidlertid blot et enkelt øjekast, før man får øje på et andet af Danny Heinrichts referencepunkter: den klassiske surrealisme, som man f.eks. finder den hos Salvador Dali. Den tilsyneladende realisme punkteres af objekter og fænomener, som ikke hører hjemme i det gængse landskabsmaleri. Især ynder Danny Heinricht at introducere ”huller” ind til et murværk, som var landskabet kun en slags tapet, der kan skrælles af efter forgodtbefindende. Et andet middel til at dementere den tilsyneladende illusionisme er at lade fliselignende byggeklodser dukke op midt i det hele, som om maleriet er et igangværende puslespil, der blot venter på at blive samlet eller omvendt er i gang med at blive pillet fra hinanden igen.

Et tredje surrealistisk virkemiddel, Danny Heinricht benytter sig af, er at lade objekter dukke op i billedet, som ikke har noget med motivet af gøre. Fremmedelementer fra en anden kontekst som legoklodser eller ludobrikker, der optræder som stand in´s for de mennesker, der befolker traditionelle landskabsbilleder. Dertil skal tilføjes endnu et surrealistisk trick: at overdimensionere enkelte objekter. Vi ser således gigantiske jordbær og kirsebær, enorme tulipaner og fabelagtigt store origami-fugle svæve rundt på lærredet i et oplagt brud på tyngdekraften.

Som noget nyt og noget, der virkelig demonstrerer Danny Heinrichts forbindelser til sin nuværende vendsysselske adresse, er introduktionen af Gjøl Trolde. Vi ser således de langhårede troldebasser bevæge sig vægtløse rundt i scenerierne. En enkelt af disse er udstyret med forbilledet Salvador Dalis cykelstyroverskæg, en anden, i ”Storby Badass”, viser, at motiverne ikke nødvendigvis hentes fra landskabelige omgivelser.

Og meningen med alt dette? Ja, bortset fra, at en af surrealismens pointer er, at der ikke nødvendigvis skal være en rationel mening, er at vise, at motiverne er udtryk for en helt og aldeles fri fantasi. Det enkelte billede kan godt minde om noget fra virkelighedens verden, men er det ikke. Om noget nærmer det sig vores drømmesyner, der kan have elementer af realisme i sig, men sat sammen på en syret måde, hvor op ikke nødvendigvis er op og ned ikke nødvendigvis ned. En drømmeverden, hvor alt kan ske, og hvor der er frit spil på alle hylder.

For maleriets tilblivelsesproces betyder det, at Danny Heinricht starter med at planlægge billedets ydre sætstykker, men på et tidspunkt giver slip og lader fantasien og spontaniteten tage over. At han så at sige lader maleriet selv bestemme, hvor det vil hen.

Fos os beskuere er det helt og aldeles pragtfuldt. Vi kan beundre hans upåklagelige og klassisk funderede teknik og i samme åndedrag fryde os over, hvordan han i samme åndedrag vender op og ned på det hele. Det er en skøn tur, denne lystrejse i Danny Heinrichts forunderlige univers.

​

​

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen