BILLEDKUNSTNER
DANNY HEINRICHT
GALLERI KUNSTLADE GJØL
Tilstand nul
Min kunst kan betegnes som poetisk, meditativ, filosofisk og metafysisk. Og surrealistisk, selvfølgelig. Jeg ser mig selv som en moderne surrealist med rødder i den klassiske europæiske maletradition. Formen er klassisk og indholdet er moderne, i heldigste fald tidløs. Maleteknisk er jeg inspireret af renæssancens maleteknik, den Flamske metode.
Når jeg får idéer til mine malerier er jeg tankeløs. Der er ingen konkrete budskaber i mine billeder. Jeg forsøger ikke at illustrere et prækonstrueret, intellektuelt koncept eller en fortælling, som er givet på forhånd. Jeg maler ingen tænkte ideer. Der er kun et indre, åbent himmelrum, hvor idéer stiger til vejrs. Idéer i billedform, vel at mærke. Dette indre rum, hvor ideerne stiger til vejrs, er en sindstilstand. Skal jeg forsøge at give denne tilstand et navn, kunne den kaldes for ”tilstand nul”. En meditativ tilstand af præ-tænkning eller trans-tænkning. Når jeg senere begynder at tænke over billederne, kan der dukke tolkninger, mere eller mindre ubevidste og mulige symbolske betydninger, op. Genkendelige, velkendte elementer og temaer, som jeg mere eller mindre aner betydningen af. Det kan måske nok debatteres, hvorvidt et ordløst billede, opstået i sindet, er en tanke eller ej. Hvad er en tanke egentlig? Og hvor konkret skal en tanke være for at få betegnelsen tanke? Hvor subtil må en idé være, før den ikke længere kan kategoriseres som en tanke? Hvis svaret findes, kender jeg det ikke.
Jeg er tysk og dansk, født i Danmark og opvokset i Tyskland. Efter endt skolegang i Tyskland kom jeg i lære som tapettegner i Hamburg. Senere blev jeg uddannet som reklametegner i Danmark og efter en årrække i reklamebranchen fulgte en periode som freelance illustrator. Derefter tog jeg springet som kunstner. Mit første atelier lå i København. I 1999 debuterede jeg hos Galerie Wolfsen i Aalborg, og har siden deltaget på mange udstillinger. Jeg lever og arbejder på halvøen Gjøl i Nordjylland, hvor jeg har atelier og siden 2017 også galleri.
Danny Heinricht
STATE ZERO
My art can be described as poetic, meditative, philosophical, and metaphysical - and surreal, of course. I see myself as a modern surrealist with roots in the classical European painting tradition. The form is classical and the content is modern, ideally even timeless.
My painting technique is inspired by Renaissance methods, specifically the Flemish tradition.When I get ideas for my paintings, my mind is empty. There are no concrete messages in my works. I do not try to illustrate a preconceived intellectual concept or a predetermined narrative. I do not paint thought-out ideas. There is only an inner, open sky-space where ideas ascend - ideas in visual form, that is. This inner space, where the ideas rise, is a state of mind. If I were to give this state a name, it might be called “state zero”: a meditative condition of pre-thinking or trans-thinking. Later, when I begin to reflect on the images, interpretations may arise - more or less unconscious - along with possible symbolic meanings. Familiar and recognizable elements and themes, the significance of which I only partly grasp. It is debatable whether a wordless image arising in the mind can be called a thought at all. What is a thought, exactly? And how concrete must a thought be in order to qualify as one? How subtle may an idea be before it can no longer be categorized as a thought? If there is an answer, I do not know it.
I am both German and Danish, born in Denmark and raised in Germany. After finishing school in Germany, I apprenticed as a wallpaper designer in Hamburg. Later, I trained as a commercial artist in Denmark, and after several years in advertising, I worked for a period as a freelance illustrator. Then I took the leap to become an artist in my own right. My first studio was in Copenhagen. In 1999, I made my debut at Galerie Wolfsen in Aalborg and have since taken part in many exhibitions. I live and work on the Gjøl peninsula in northern Denmark, where I have my studio and, since 2017, also my gallery.
Danny Heinricht
Surrealisme på vendsysselsk
Af Tom Jørgensen
Kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
Ser man på inspirationen til Danny Heinrichts malerier, finder man dem dels hos nederlandske landskabsmalere fra 1600-tallet som Meindert Hobbema og Jan van Goyen, dels i den danske guldalder, først og fremmest Johan Thomas Lundbye. Dennes panoramiske skildringer af den danske natur med en høj horisont, spredte trægrupper, bølgende marker og ofte dramatiske skyformationer går igen hos hans nulevende danske kollega. En tredje inspirationskilde er den tyske romantiske kunstner Caspar David Friedrich, hvis ”Munken ved havet” fra 1808-10 ligger til grund for Heinrichts ”Blue Monk by the Sea”.
Det kræver imidlertid blot et enkelt øjekast, før man får øje på et andet af Danny Heinrichts referencepunkter: den klassiske surrealisme, som man f.eks. finder den hos Salvador Dali. Den tilsyneladende realisme punkteres af objekter og fænomener, som ikke hører hjemme i det gængse landskabsmaleri. Især ynder Danny Heinricht at introducere ”huller” ind til et murværk, som var landskabet kun en slags tapet, der kan skrælles af efter forgodtbefindende. Et andet middel til at dementere den tilsyneladende illusionisme er at lade fliselignende byggeklodser dukke op midt i det hele, som om maleriet er et igangværende puslespil, der blot venter på at blive samlet eller omvendt er i gang med at blive pillet fra hinanden igen.
Et tredje surrealistisk virkemiddel, Danny Heinricht benytter sig af, er at lade objekter dukke op i billedet, som ikke har noget med motivet af gøre. Fremmedelementer fra en anden kontekst som legoklodser eller ludobrikker, der optræder som stand in´s for de mennesker, der befolker traditionelle landskabsbilleder. Dertil skal tilføjes endnu et surrealistisk trick: at overdimensionere enkelte objekter. Vi ser således gigantiske jordbær og kirsebær, enorme tulipaner og fabelagtigt store origami-fugle svæve rundt på lærredet i et oplagt brud på tyngdekraften.
Som noget nyt og noget, der virkelig demonstrerer Danny Heinrichts forbindelser til sin nuværende vendsysselske adresse, er introduktionen af Gjøl Trolde. Vi ser således de langhårede troldebasser bevæge sig vægtløse rundt i scenerierne. En enkelt af disse er udstyret med forbilledet Salvador Dalis cykelstyroverskæg, en anden, i ”Storby Badass”, viser, at motiverne ikke nødvendigvis hentes fra landskabelige omgivelser.
Og meningen med alt dette? Ja, bortset fra, at en af surrealismens pointer er, at der ikke nødvendigvis skal være en rationel mening, er at vise, at motiverne er udtryk for en helt og aldeles fri fantasi. Det enkelte billede kan godt minde om noget fra virkelighedens verden, men er det ikke. Om noget nærmer det sig vores drømmesyner, der kan have elementer af realisme i sig, men sat sammen på en syret måde, hvor op ikke nødvendigvis er op og ned ikke nødvendigvis ned. En drømmeverden, hvor alt kan ske, og hvor der er frit spil på alle hylder.
For maleriets tilblivelsesproces betyder det, at Danny Heinricht starter med at planlægge billedets ydre sætstykker, men på et tidspunkt giver slip og lader fantasien og spontaniteten tage over. At han så at sige lader maleriet selv bestemme, hvor det vil hen.
Fos os beskuere er det helt og aldeles pragtfuldt. Vi kan beundre hans upåklagelige og klassisk funderede teknik og i samme åndedrag fryde os over, hvordan han i samme åndedrag vender op og ned på det hele. Det er en skøn tur, denne lystrejse i Danny Heinrichts forunderlige univers.
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
TV Fritid lavede en reportage om åbningen af MAGISK EFTERÅR udstillingen i Galleri Kunstlade Gjøl i 2024. Her er et uddrag af udsendelsen, hvor Andreas Schmitz interviewer mig. Vi forsøgte, at finde et nogenlunde roligt hjørne midt under ferniseringen for at gå lidt i dybden.
Less is More
Foto: Grethe Rolle
Tilstand nul
Der er ikke noget konkret budskab i mine billeder; jeg maler ingen tænkte ideer. Det er ikke sådan, at jeg forsøger at illustrere et bestemt intellektuelt koncept eller en fortælling, som er givet på forhånd. Jeg er ingen illustrator. Udgangspunktet er ikke en tænkt ide, der siden skal illustreres. Der er ingen tænkte ideer. Der er et åbent rum, hvor idéer i billedform stiger til vejrs. Det er en tilstand. Måske en tilstand af præ-tænkning eller trans-tænkning.
Når jeg senere tænker over billederne, kan der selvfølgelig dukke tolkninger og mere eller mindre ubevidste symbolske betydninger op. Men det er alt sammen efterrationaliseringer.
Hvis der altså alligevel gemmer sig et eller flere ”budskaber” i billederne, er det ikke først og fremmest af den intellektuelle og rationelle slags. Et budskab behøver ikke nødvendigvis ord. Jeg tænker ikke over de ideer, de billeder, der dukker op i min bevidsthed i den første fase af et maleris tilblivelse eller rettere, i tegnefasen: Når jeg skitserer idéerne. Tværtimod afstår jeg fra tænkningen, så længe det overhovedet er muligt. Billedet, idéen skal ikke formes, censureres, ødelægges og overtænkes af et hyperaktivt, dømmende og fordømmende sind. Jeg foretrækker, at indleve mig i ideernes verden uden tænkningens og tolkningens begrænsende lænker. Deri ligger friheden. Når jeg hurtigt har skitseret disse ordløse input, som underbevidstheden eller overbevidstheden giver mig, lader jeg skitsen ligge. Hvis den føles rigtig på et senere tidspunkt, begynder processen med at male.
Men vi befinder os ikke længere i enten eller land
Det er ikke sådan, at mine billeder ikke kan tolkes, slet ikke kan indeholde forståelige, håndgribelige fortællinger og værdier. Disse kvaliteter er bare ikke tilført bevidst. Det ene udelukker ikke det andet. Det konkrete fysiske udelukker ikke det metafysiske. Det troede jeg engang. I tilblivelsen såvel som i en beskrivelse kommer det ene dog før det andet. Virkeligheden er en anden. Virkeligheden transcenderer sproget. Derfor giver billeder mening.
Podcast
Jeg var i studiet hos Den Jyske Podcast, hvor studievært og filosof Kristian Vestergaard Kristensen havde inviteret mig til en samtale. Vi taler blandt andet om kunst, livet, kunstnerliv og egoets tyngdekraft.
Hele episoden kan ses her:
Som at forklare mellemrummet mellem tankerne…
Af Grethe Rolle
Jammerbugt Nu
20. oktober 2020
Danny Heinrichts billeder er bemærkelsesværdige, for de ligner ikke andre kunstneres. Hans motiver er perfekte til allermindste detalje, og objekter er gengivet med fotografisk præcision bortset fra, at i Dannys univers er velkendte regler som tyngdeloven tilsyneladende ophævet.
Han hører ikke til de kunstnere, der med hastige penselstrøg kan male et billede i løbet af et par timer. Det er en helt anderledes proces, som han her prøver at sætte ord på.
Det er ikke ”finere” at male langsomt som Danny, det er blot langt mere tidskrævende. Naturligvis betyder det, at han bruger l a n g tid på at male et billede, og det afspejles naturligvis i prisen. Selv om en bygningsmaler eller tømrer ville slå sig på maven af grin over en så beskeden timeløn.
Vi har besøgt efterårsudstillingen i ”Kunstlade Gjøl”, som denne gang udelukkende viser Dannys egne værker, nye og enkelte ældre. Her kan man se processen fra den allerførste rå skitse til den færdige tegning i flere udgaver til det endelige, færdige resultat. Udstillingen åbnede i begyndelsen af oktober, hvor der af ”coronahensyn” var to aftener for inviteret publikum op til den egentlige fernisering, der traditionen tro fandt sted en lørdag.
Gæsterne tager sig god tid til at studere billederne, går måske lidt rundt og vender tilbage til et motiv. Danny besvarer beredvilligt alle spørgsmål, også om han bruger airbrush eller fotografiske kneb, eller maler han virkelig alt med sine fine, tynde pensler?
”Modellerne” er også samlet i atelieret, en række byggeklodser i stærke farver, et par æbleskrog, en glaskugle og en ludobrik, døde ting, der alt sammen får liv på lærredet. Et indtørret hyben genkendes fra flere billeder, men er nu totalt indtørret og næppe til at vække til live.
Heldigvis behøver man ikke være millionær for at erhverve et af Dannys billeder, en række værker kan købes som plakater eller signerede tryk i høj kvalitet.
– Gengivelsen er så god, at ligheden med det originale billede er slående, siger Danny. Et tryk er et godt kompromis, man sagtens kan glæde sig over. Jeg har selv plakater af Dali, som jeg er glad for, for jeg havde jo aldrig haft råd til at købe et af hans originale værker.
Mine kunder har ikke spor imod, at deres billede bliver solgt som tryk, dels er oplaget stærkt begrænset, dels kan ejeren lune sig ved tanken om at eje ”originalen”.
– Uden sammenligning har Louvre i Paris eller Skagens Museum ikke noget imod, at Mona Lisa eller P.S. Krøyers værker optræder både som billedkopier eller som kalendere og tryk på tekstiler og kagedåser, siger Danny.
Et motiv fødes
Danny Heinricht planlægger ikke sine motiver, og han er slet ikke beregnende eller kalkulerer en salgspris ind, når han starter på et billede.
Min styrke er en skærpet opmærksomhed, som er udviklet gennem mange års meditationspraksis. Mange vil kalde det en form for sindssyge, men det gør mig intet, for i modsætning til mange andre har jeg selv for længst erkendt, at jeg er dysfunktionel.
Fordelen er, at jeg sideløbende med min normale dagsbevidsthed kan gribe en idé, når den bobler op, og så formår jeg at fastholde den, før den bliver en konkret tanke.
Ofte sker der nemlig det, at tankevirksomheden mishandler og censurerer de oprindelige idéer, så min opgave er at beskytte den rene, jomfruelige idé, indtil jeg hurtigst får tegnet den første løse skitse på den lille lap papir, der tilfældigvis er ved hånden.
Senere laver jeg en egentlig tegning, hvor jeg fastholder den oprindelige idé, men udnytter min kunstneriske frihed til af hensyn til kompositionen at skubbe lidt rundt med elementerne, og endelig skal jeg også tage stilling til farverne
Mine billeder er tidløse, og i dag tør jeg meget mere end tidligere, for omsider er jeg nået til, at jeg tør stå ved dem. Man kan sige, at tiden har indhentet mig, slutter Danny.
Hele udstillingen kan ses frem til søndag, den 25. oktober, hvor galleriet holder ”finissage”, det betyder, at de solgte værker bliver afhentet og skal finde deres plads på nye søm i tilværelsen. Det betyder ikke, der bliver tomt i galleriet, for Danny er allerede i gang med nye forunderlige værker.
Less is more
Et kig ind i værkstedet under arbejdet med mit billede "Less is More". Det var august og lidt varmere, end det er lige nu i oktober, hvor det færdige maleri kan ses i galleriet på MELLEM FANTASI OG VIRKELIGHED udstillingen.
Arbejdet med sådan et maleri er en meget lang proces og nu nyder jeg at se det færdige resultat hænge flot indrammet på væggen i Galleri Kunstlade Gjøl.
Her i filmklippet er jeg stadig i gang med undermalingen (den flamske metode, som også Peter van Oostzanen benytter. Han er den hollandske kunstner, der også deltager på udstillingen. Og han er jo for øvrigt også en rigtig flamlænder). Farverne males på senere. Lige efter bogen.
"Go away!" siger jeg på et tidspunkt og det gælder en flue i sommervarmen, der blev ved med at sætte sig midt på min tablet. På tabletten var der et reference foto af skyerne, som jeg lod mig guide og inspirere af.
Selv om jeg er surrealist, foretrækker jeg at male efter virkeligheden. Og apropos. Husk, at surrealisme skal ses i virkeligheden.
Danny Heinricht
Blue Monk by the Sea
Danny Heinricht er surrealistisk billedkunstner. Hans oliemaleri "Blue Monk by the Sea" er en parafrase over det berømte kunstværk "Der Mönch am Meer" af den tyske maler Caspar David Friedrich, malet mellem 1808 og 1810. Danny Heinricht giver det velkendte sceneri et surrealistisk udtryk, forklarer hvorfor han følte sig inspireret til det og fortæller hvordan billedet blev til.